Hvad er zoneterapi


Zoneterapeut Inger Sørensen giver behandling

 

Zoneterapi er en alternativ behandlingsform, hvor man masserer og trykker på fødder og underben. Alle mennesker i alle aldre kan tåle behandlingen.

Hvert punkt eller zone på foden repræsenterer et organ eller en funktion et andet sted i kroppen. Når jeg som zoneterapeut trykker på et bestemt punkt under foden, kan jeg for eksempel påvirke tarmene, og således på afstand få tarmene “i tale” og påvirke til en normalisering af tarmfunktionen. Dette kan lade sig gøre, fordi kroppen fungerer som et stort sammenhængende netværk af væv, muskler, knogler, blodårer, lymfebaner og nerver.

Hvordan virker zoneterapi?

Kroppen gennemstrømmes hele tiden af energier, der stimulerer de forskellige organer og funktioner i kroppen til udrensning, genopretning og genopbygning. Vores kroppe er skabt med en evne til regenerering og vil altid søge at opnå den ideelle sundhedsmæssige tilstand. Kroppen vil altid forsøge at opnå mental og fysisk balance.

Når kroppens balance eller symbiose støder på udfordringer, er den i høj grad selv i stand til at afhjælpe det. Dog er påvirkningerne af og til så påtrængende, at kroppen ikke kan følge med. Så opstår sygdomme. Med zoneterapi kan man rydde vejen for energistrømmene og dermed lede kroppen ind på rette vej mod balance og overskud.

Naturlig balance

Hvordan behandler zoneterapeuten?

Som zoneterapeut arbejder jeg holistisk. Det vil sige at jeg ser på helheden, når jeg vurderer en klients tilstand. Jeg arbejder på at påvirke kroppens funktioner, således at ubalancer bliver ryddet af vejen og kroppens helbredende funktioner kan begynde at virke. En zone under foden kan fremstå som et hårdt punkt eller ømhed på et område, og dette fortæller mig noget om, hvor i kroppen problemerne gemmer sig.

Jeg samtaler med dig som klient gennem hele forløbet og vurderer løbende reaktioner og forandringer. Jeg observerer om der er ømme punkter og områder på fødderne eller andet, som viser, at kroppen ikke er i ligevægt. På baggrund af disse observationer og min klients feedback, tilrettelægger jeg min behandling, så jeg kan styrke kroppens egen evne til helbredelse og genoprettelsen af balancen.

Når kroppen er i ubalance, har den brug for hjælp til at komme tilbage mod sin ideelle velfungerende sundhedstilstand. Det er her jeg kan bidrage med min støtte og give små “skub” i den rigtige retning.

Hvilke sygdomme kan behandles med zoneterapi?

  1. Stress, søvnløshed, uro, nervøsitet og depression, idet behandlingen mindsker stresshormonerne og øger følelsen af behagelig velvære.
  2. Mave- og tarmfunktionen, idet behandlingen stimulerer kroppens omsætning af føde og udrensningen af affaldsstoffer.
  3. Astma-, allergi og luftvejsproblemer kan afhjælpes ved at styrke kroppens immunforsvar og slimhinder.
  4. Muskel- og ledsmerter behandles på fodens punkter for leddet eller området, samt nervebanerne, der hører dertil.
  5. Hormonsystemet, hvor behandlingen med zoneterapi blandt andet kan stabilisere menstruation, overgangsalder, insulinproduktion og fertiliteten.
  6. Hjerte, kredsløb og lymfevæsker kan styrkes, så kroppen kan fordele ilt og næring, og komme af med affaldsstofferne.
  7. Immunforsvaret, så sårbarheden overfor infektioner mindskes.
  8. Livsstilssygdomme, hvor årsagerne til sygdommen er diffuse og viser sig på forskellige måder i kroppen.
  9. Du kan også bruge behandlingerne som ren wellness.
  10. Udover disse nævnte sygdomme, så virker zoneterapi positivt på en lang række andre belastninger.

  

Hvordan foregår et behandlingsforløb?

En behandling varer en time.

Når du som klient kommer til mig første gang, taler jeg med dig om symptomerne. Jeg noterer praktiske oplysninger og andre oplysninger, som kan være relevante for behandlingen. Derefter giver jeg en behandling, hvor du ligger på et behageligt leje, imens jeg behandler på dine fødder. Jeg observerer om der er ømme punkter på fødderne eller andre symptomer. Ud fra disse observationer og dine oplysninger planlægger jeg min behandling.

Efter første behandling aftaler jeg med dig, hvor tit vi skal mødes og hvordan behandlingsforløbet skal være. Ved de efterfølgende behandlinger får jeg løbende feedback fra dig som også er vigtige oplysninger til planlægningen af behandlingen. Hvor mange behandlinger, der skal til er individuelt, afhængigt af om det er en akut eller kronisk lidelse.

Hvordan reagerer kroppen på zoneterapi?

Det er helt normalt at kroppen reagerer på behandlingerne med for eksempel

  1. Træthed, mathed, afslappet fornemmelse
  2. Varme eller kuldskærhed
  3. Snurren i kroppen eller trang til toiletbesøg
  4. Følelsesmæssige reaktioner som glæde, lettelse eller irritation
  5. Det kan i få tilfælde føles som at symptomerne forværres de første gange, men efter flere behandlinger vil det ændre sig til forbedringer.
  6. Ømhed på zoner og områder under fødderne er tegn på ubalancer i kroppen. Denne ømhed vil langsomt forsvinde i løbet af behandlingen.

Er reaktioner et godt tegn?

sommerfugl letter fra hånden

Du vil føle lettelse

Ja. Når du oplever disse reaktioner på behandlingerne, skal du ikke blive bekymret. Det er gode tegn. Behandlingen har en virkning og kroppen er begyndt sit oprydningsarbejde. Som bekendt er alt oprydningsarbejde kaotisk i starten, men det endelige resultat er værd at arbejde på, nemlig en forbedret sundhedstilstand.

 

God fornøjelse